NOTER · ANVENDELSER
True Causes kører struktureret demokratisk dialog (Structured Democratic Dialogue), en metode med halvtreds års praksis. Det nye er, at den nu kører i en bys størrelse i stedet for et seminarlokales. I praksis betyder det: kommunal forvaltning og offentlig høring · en stor organisation , hvis problem går på tværs af afdelinger · en tilsynsmyndighed , der vurderer et system, den ikke har udformet · en fagforening eller en medarbejderstab, hvis viden er spredt over vagter · et universitet eller en faglig sammenslutning · en alvorlig hændelsesgennemgang, hvor spørgsmålet er, hvad der faktisk forårsagede hvad · og det strategiarbejde , der som regel ender i en konsulents rangordnede liste.
En kommune. Ikke en høring, der giver en liste over klager rangeret efter, hvor højt de blev fremført, men et kort, der viser, hvilke af klagerne der forårsager de andre — med uenighederne offentliggjort i stedet for udglattet, og hver forbindelse sporbar til, hvordan den blev afgjort. Et byråd, der handler på rødderne, kan sige, hvorfor det valgte dem, og en borger, der er uenig, kan pege på præcis det spørgsmål, vedkommende ville have besvaret anderledes. På et offentliggjort spørgsmål er det civil intelligens: de mennesker, et problem rammer, finder selv frem til dets årsager.
En arbejdsplads eller en fagforening. Femten mennesker på et lager ved allerede, hvorfor plukkefejlene sker; viden er spredt over vagter, der aldrig mødes. Dette samler den, uden at nogen behøver at være i et rum på samme tid, og de reserverede pladser betyder, at nattevagtens iagttagelse, som ingen stemte op, stadig når kortet, hvis nogen kan pege på loggen. En virksomheds private rum kan tage imod det, de offentlige rum om det samme spørgsmål fandt, uden at noget af dets eget går ud.
En bevægelse eller en kampagne. Tres mennesker, der vil have det samme ændret, er sjældent enige om, hvorfor det er, som det er, og et krav uden en årsag bag sig er let at afvise. Her er rødderne kravene; handlingerne, hver vurderet mod hver rod, er det, man beder om først; og fortegnelsen — hvert par, hver stemme, hver forudsigelse — er det, man kommer tilbage med et år senere, når svaret var „vi ser på det”. Ingen behøver at drive det hele: spørgsmålet er organisatoren, og et rum åbner sig for alle med en adresse det sted, det handler om.
En tilsynsmyndighed eller en profession. Hvor ekspertisen er reel, men omstridt, betyder adskillelsen mellem det, der bliver bekræftet (empiriske påstande og årsagspåstande, ved 75 % af de afgivne stemmer), og det, der kun bliver målt (betydning, værdier), at et organ kan offentliggøre en årsagsforklaring uden at lade, som om dets prioriteter er fakta.
En diaspora, eller alle, som salen udelukker. Den bindende begrænsning for en sal er fysisk tilstedeværelse. Fjern den, og de, der ikke kunne rejse, ikke kunne få fri den dag eller bor tre tidszoner væk, er med i den samme overvejelse som alle andre — med ét fælles ur og de samme fem klistermærker.
To gamle redskaber, der gør virkeligt arbejde. Udvælgelse ved lodtrækning: et spørgsmål i dødvande går til grupper, der er udtrukket tilfældigt blandt resten, aldrig til den, der melder sig frivilligt. Og lige stilling: intet her vægter en stemme efter omdømme, indsats eller anciennitet. Begge dele er ældgamle. Det, der ikke er, er asynkroniteten — en forsamling krævede alle ét sted på én dag, og det er netop det loft, dette fjerner.
Hvem der tæller, er stadig et politisk valg. Hver dialog erklærer, hvem der må deltage, og hvert kort kan læses op mod sammensætningen af det rum, der frembragte det. Platformen afgør ikke det spørgsmål; den nægter at lade det forblive uudtalt.
Hvad du får, og hvad der forbliver dit. En årsagsforklaring med dens oprindelse vedhæftet og en optegnelse over det, en gruppe ikke kunne blive enige om. At beslutte, hvad der skal gøres, finansiere det og stå til ansvar for det forbliver hos dig og dine institutioner.
Om sociale bevægelser og protest, se Efter pladserne: hvad bevægelserne fra 2011 lod stå åbent.